Ny i Roklubben

Roning kræver ikke nogen superfysik - det kommer helt af sig selv - intet forhåndskendskab, og heller ikke investering i dyrt udstyr. Har du lyst til motion, frisk luft, masser af natur og kan du lide at færdes på vandet og indgå i et godt kammeratskab, så er rosporten lige noget for dig.
 
Ved roning får du brug for næsten alle dine muskler (ben, arme, mave og ryg), og sporten kender ikke til sportsskader – dog kan du få en vabel i ny og næ.
 
Når du starter i klubben vil du komme under instruktion for at lære at bruge din krop og klubbens materiel rigtigt, og om sikkerhed til søs.

Praktiske tips til roning:

  • Der er ingen krav til påklædning, men praktisk fritidstøj er det bedste
  • Brug sports- eller gummisko, hvor hælen ikke er for bred
  • Svømmeprøve på 300 m skal aflægges for at du kan blive friroet, og senere hen inden du kan komme på langture
  • - og så skader det bestemt ikke med godt humør!

I ros├Žsonen

Ro-sæsonen starter ca. 1. april og slutter ca. 1. november.

Mandag og tirsdag er der rovagt i klubben fra kl. 18.00, hvor bådholdene sættes, og nye roere instrueres.

Onsdag er der ingen instruktion af nye roere; denne aften er kun for roere der er friroede, d.v.s. færdiginstruerede. Også denne dag sættes bådholdene kl. 18:00. 

For friroede er der ligeledes mulighed for at ro tirsdag og torsdag formiddag, samt lørdag morgen (efter forudgående tilmelding).

Udover de ovennævnte faste rotider, kan du som friroet ro på et hvilket som helst tidspunkt det måtte passe dig. Du skal blot selv samle et rohold - se event. siden om SMS-roning

Ønsker du at ro alene (Singlesculler eller Coastal båd), skal du have bestået et styrmandskursus, samt gennemgå en speciel instruktion.



Vi dyrker motionsroning og kaproning indenfor de bådmæssige rammer vi har.
Inden hver sæson planlægges nogle faste aktiviteter. Her kan nævnes: Ture Als rundt, ferielangture (herunder ture i udlandet), døgnroning og "pølseture" med forskellige mål. I øvrigt er der frit slag, idet der altid kan arrangeres ture. 
På roaftenerne, mandage, tirsdage og onsdage har turene som regel en længde på mellem 5 og 12 km, alt efter vejret og hvad du som roer har lyst til.

Kontingentsatser kan du se ved at klikke 
her. Og du finder vej ned til klubben ved at klikke her.

Uden for ros├Žsonen

Om vinteren er vi ikke på vandet, men klubben arrangerer:

  • Styrmandskurser, undervisning i binding af knob og bådvedligeholdelse. 
  • Ergometerroning (romaskine), dels i konkurrence med andre klubber i Danmark og resten af verden; eller bare som en motionstur èn eller flere gange om ugen.
  • For ungdomsroerne er der hvert år et vintertræf, hvor ”URO-erne” fra hele landet mødes. Mange venskabsbånd skabes her.

Vi har 1 motionscykel og 3 roergometre, der i vintersæsonen er opstillet i klublokalet på 1. sal, og er frit tilgængelige for alle medlemmer uanset tidspunktet.
De benyttes af en del pensionister 2 formiddage om ugen. Endvidere benyttes de af klubbens øvrige medlemmer 1 ugentlig aften (se aktivitetskalenderen), hvor der også er mulighed for at svømme 1 time i Humlehøjhallen i Sønderborg. 

Bådene vedligeholder vi i fællesskab i vinterens og forårets løb. Det er en naturlig del af roklubbens sociale vinterliv.

Lidt om Ergometerroning (Romaskine)

Muskeltræning bruges indenfor rosporten og de fleste andre idrætsgrene, ikke som et mål i sig selv, men som et middel til at forbedre præstationen i forhold til den normale disciplin.
Roning er traditionelt tilrettelagt med en vinter- og en sommersæson, da roning af vejrmæssige årsager kun lader sig gøre i begrænset omfang om vinteren. Det er derfor vigtigt, at tilrettelægge en "landtræning" i vinterhalvåret, som i tilstrækkelig omfang tilgodeser alle de muskelgrupper, som bliver brugt i roning. Ved denne træning er det almindeligt udelukkende at benytte sig af dynamisk muskeltræning, og så tæt på det normale bevægemønster, her rotaget, som muligt.
 
På linket nedenfor kan du se en video, hvor tidligere landsholdsroer Jens Vilhelmsen demonstrerer det korrekte rotag (på romaskine).